Drageguldet

„Er der trolde eller ulve eller andre monstre her på egnen?“ spurgte hun, da hun igen havde fået vejret.

„Nej, nu synes jeg, du bliver for krævende,“ svarede Bodolfi et stykke over hende. „Her bor en drage, det burde da være nok!“

Leo rejste sig og klatrede videre. Godt, så var der ikke nogen inde i skyggerne. Ingen røverbander eller ulve eller troldfolk. De underlige gule lys, hun syntes at se en gang imellem, var ikke selvlysende øjne, der så ud på hende. Og den store, sorte skygge, der tårnede sig op foran hende, var ikke en …

Skyggen bøjede sig ned over hende. Med et skrig sprang Leo baglæns og faldt over en sten …

Hvis Leo havde vidst, hvad hun gik ind til, havde hun aldrig sagt ja til at hente troldmandens skat i dragens hule. Hvis hun havde vidst, at hun skulle krydse gennem troldenes land og gå ned i underjordiske gange, at hun skulle kæmpe mod ørne og ulve, klatre op ad stejle klipper og finde vej gennem en endeløs skov, så havde hun aldrig gjort det. Men det vidste hun ikke, og nu var der ingen vej tilbage ...