Celle nummer 83 lugter af cigaretrøg, selvbeskadigelse og død.
Dødens pølse en socialrealistisk, selvkritisk og underverdensrevsende autentisk biografisk beretning om Nis A. Ovaskas rejse gennem fængselsverdenen i 2008-2010 efter en dom for medvirken i Danmarks hidtil største hashsag. Bogen er det første danske værk, der giver et indblik i en almindelig fanges hverdag og er rigt illustreret med forfatterens egne farvetegninger og dagbogsnotater. Tilbage i 2006-2008 tog Nis nogle forkerte valg og viklede sig ind i den danske hashunderverden. Han blev anholdt i maj 2008 og fik en dom på 4 års fængsel. Efter 9 mdr. i Helsingør arrest blev han overført til afdeling H i statsfængslet ved Sdr. Omme. I denne bog får læseren et unikt indblik i hverdagen i en af kriminalforsorgens behandlingsafdelinger. Handlingen kredser om individet, det gode i mennesket, de groteske skæbner og ikke mindst et kritisk syn på Kriminalforsorgens stærkt omdiskuterede kriminalitets- og narkohealende gruppeterapi. Om forfatteren :
Nis A. Ovaska er født i Randers i 1977. Sammen med sin dansk-finske mor flyttede han senere til Ziguichor i Senegal, hvor han tilbragte sine teenageår. Han er i dag en ivrig foredragsholder i skoler, gymnasier og kirker m.v., hvor han fortæller om isolationsfængsling - og om dagligdagen i et almindeligt åbent fængsel. Foredragene er et mix mellem stand-up-light og en kriminologisk forelæsning. Han taler frit over sit liv og diskuterer gerne spørgsmålet om ´fri hash´ og om, hvorvidt hash er farligt eller ej. Uddrag fra bogen:
»Anholdelsen
En beskidt, grøn Skoda Fabia med tre stirrende mænd bremser dramatisk op - lyden af ét eller flere mennesker, der sætter i løb, giver et sæt i mig. Jeg smider min lille rygsæk med personligt grej. Hopper over en kuffert, vælter en turist præcis samtidig med, at jeg bliver råbt an. ´STOP! Det er politiet!´Ordene giver mig en voldsom styrke, og jeg forcerer det galvaniserede stålhegn ned til DSB´s banelegeme i én adræt bevægelse - Sheila! Jeg er så røv ked af, at du skal være vidne til det her!« »PLUS-MINUS-TIRSDAG: Den Varme Stol og gruppeterapi
Jeg koncentrer mig om ikke at eksplodere. Jeg skraber skidtet af en af de mange minus brikker, jeg har fået.´Vil du fortælle gruppen lidt om, hvordan disse minusser og kritikken påvirker dig?´´Øh, de gør mig lidt . øh .´´De gør dig lidt .? Du ser ellers meget, meget vred ud. Kan du huske, hvad du fik at vide samtidig med, at du fik overrakt minusserne fra dine kammerater?´´Nej, det kan jeg faktisk ikke .´´Prøv at fortælle os om, hvad det gør ved dig at få så mange minusser. Hvad har du mest af alt lyst til nu?´Tiden står stille, jeg fortæller ikke, at jeg har lyst til at sparke Hanna og den mandlige fangevogter hårdt i maven, og at jeg har fået trang til at skære i mine medfanger. Jeg kan ikke koncentrere mig om at besvare spørgsmålene. Hannas monotone stemmeleje bliver til en klistret rødgrød i mit hoved. Jeg stirrer tomt frem for mig. Jeg føler, de alle har dolket mig i ryggen. Svinehunde. Jeg ved, det var aftalt spil.«
