Død i Persien

“Men det var ikke mig, det var livet. Hvilke veje jeg end gik, hvilke jeg end undgik, så endte de her, i denne ’lykkelige dal’, hvorfra der ikke længere findes nogen udvej, og som alene derfor må være som dødens sted. Den fyldes af aftenskygger, blidt glider de ned fra de yderste bjerge og dækker skrænterne og de sovende hjorder, der sidder fast på dem som skum. Og blidt træder tinder og kamme frem i natlyset, den ene efter den anden: Verdens-ende-kulisser.”


Død i Persien er en kollage, hvor det politiske møder det private i Annemarie Schwarzenbachs intime dokumentering af sine rejser til Persien i 1930´erne, hvor hun egenhændigt, og sammen med en veninde, tog turen i bil fra Schweiz til Afghanistan. Bogen udkom først i 1998 – 46 år efter hendes død – men det er et værket der stadig har en utrolig relevans, og berører en række diskurser der er i den grad er tilstedeværende i det helt kontemporære, skønlitterære landskab, som aspekter af queer studies, feminisme, ligestilling, autofiktion, forholdet mellem øst og vest etcetera.  


Annemarie Schwarzenbach (1908-1942) var en schweizisk forfatter, journalist og fotograf. I løbet af de sidste tre årtier er hendes vilde liv og værker blevet genopdaget, og store dele af hendes rejseberetninger, fortællinger og efterladte tekster udkommet på tysk, og flere af dem er blevet oversat til engelsk. Død i Persien er det første værk oversat til dansk.