Dobbeltmennesket

Stor var forfærdelsen, da Frederikke Vilhelmine Møller i 1893 tilstod at have myrdet en af drengene på børnehjemmet Kana. Vilhelmine mente, hun havde skadet drengen, fordi hun havde været lidt for kærlig overfor ham. Mordet blev begået dels for at frelse drengens sjæl, men også for at skjule det for omverdenen.

Karen Søndergaard Jensens roman beskriver ikke blot et tragisk barnemord, men lader os følge Vilhelmine fra fødslen i 1845. En vanskelig barndom og ungdom afsluttes med et kortvarigt fængselsophold for et banalt tyveri. Det kuer dog ikke Vilhelmine, der får overdraget stillingen som plejemoder på det nyoprettede drengehjem Kana på Østerbro.
Vilhelmine tog aktivt del i opgøret med den sorte latinskole og praktiserede i stedet N.F.S. Grundtvigs nye tanker. Både på børnehjemmet og i Kvindevalgretsforeningen viste Vilhelmine sig som en kvinde, der satte sit præg på historien. Som led i den efterfølgende retssag konkluderede en læge, at Vilhelmine ikke var en kvinde, men en mand.