Dialogen om Talerne

Tacitus’ Dialogen om Talerne fra Rom i tiden omkring år 100 tilhører en genre der ligesom en tv-debat i dag er beregnet på at udfordre læserens stillingtagen.
”Hvorfor er det gået så stærkt tilbage for den store talekunst, at der ikke længere findes rigtige talere?” har man spurgt. Måske fordi Tacitus ser faldgruberne i spørgsmålet, nægter han at svare direkte selv, men gengiver i stedet en debat om emnet som han lyttede til ca. 25 år tidligere, da han var ganske ung. Den fandt sted mellem tre modne mænd, tre meget uenige, men meget kompetente talere. Fornemmes paradokserne allerede, og en strid hvor det er svært at udpege en vinder?
Talekunstens betydning og kvalitet har været bestemt af Romerstatens udvikling fra republik styret af borgerne over en revolutionær, anarkistisk overgang til et autokratisk kejserdømme. Det er påstanden i det sidste, vægtige indlæg i debatten, mens et andet fremhæver betydningen af de unges opdragelse og uddannelse, og en meningsudveksling undervejs henholdsvis nedsabler og lovpriser de store idoler fra den nære fortid og karakteriserer deres stil.
Tacitus’ korte tekst er som et prisme der indfanger en række af de store spørgsmål og dilemmaer som talere og deres tilhørere til alle tider må forholde sig til. Herunder ytringsfriheden.
Bogen er oversat og kommenteret af Inger Nord.