Det yderste hus

Under bombardementerne under anden verdenskrig stimler hele byens befolkning sammen i et beskyttelsesrum. I løbet af den lange farlige nat fortæller folk historier, som de nok ville have holdt for sig selv, hvis ikke de vidste, at en bombe når som helst kunne falde ned på beskyttelsesrummet og sprænge alle tilhørerne til atomer.

I aften begynder krigsinvaliden kriminaloverbetjent Hermann Nagelstoz at berette om noget, han oplevede som barn, inden krigen fik knækket ham. Som stor knægt får han den idé, at han vil være detektiv, og for at få et mysterium at øve sig på begynder han at snuse rundt omkring det yderste hus – den treetagersejendom, der står for sig selv lidt uden for byen, og hvis husleje er mistænkeligt lav. Folk bliver sære af at bo der, og uheldet følger dem tæt. Han dykker ned i husets historie, men ingen af dets dystre hemmeligheder synes umiddelbart at kunne løse mysteriet.



Willy-August Linnemann (1914-1985) var dansk forfatter. Som sydslesviger skrev Willy-August Linnemann, der debuterede i 1939, om det sønderjyske grænseland som erfaringsrum og som politisk spørgsmål. I disse spørgsmål bevægede Linnemanns fortællinger og romaner sig tematisk i spændingsfeltet mellem det lokale og det fælleseuropæiske, som fik en stor plads i hans forfatterskab. I sit senværk kritiserede han velfærdssamfundets og industrialiseringens konsekvenser for individet.

Willy-August Linnemann modtog De Gyldne Laurbær i 1959 for "Døden må have en årsag".