Det store spøgelse

Pontoppidan fortæller om Husmandsdatteren Grethe, som tjener i Præstegaarden, en enfoldig og troskyldig Sjæl, som har bedt Vorherre om at faa den kønne Niels til Kæreste og er bleven bønhørt, skønt hun baade er rødhaaret og grim. De mødes hemmeligt i al Uskyldighed om Aftenen og sværmer sammen, men en Nat, da Grethe efter et saadant Stævnemøde vil krybe tilbage gennem sit Vindu, som hun har ladet staa paa Klem, finder hun det til sin Rædsel lukket indvendig fra og opdager – til sin endnu større Rædsel – at Præsten og hans Frue sidder oppe i Dagligstuen og venter paa hende. Hun tør da slet ikke komme ind af Frygt for at blive jaget fra sin Plads – hjem tør hun heller ikke komme – og mens hun fortumlet flakker omkring paa Markerne vokser Angsten i hende og gør hende efterhaanden helt afsindig. Hun føler sig forpint af Samvittighedsnag, forstødt af Gud og Mennesker, forfulgt af den hængte Jesper Smeds Spøgelseskridt.



Dagen efter, da hun savnes og eftersøges, finder man hende druknet i en lille Skovsø. Præsten kan ikke forstaa det. "Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte Selvmord til Dagens Orden. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn ... fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde." Ved Grethes Begravelse taler han meget om Samvittigheden og Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru.



Men "Det store Spøgelse" er alligevel ikke blot en Præstehistorie. Bag Pontoppidans Ironi over Præstens naive Selvretfærdighed skjuler sig noget andet: den underlige Sørgmodighed, den ubestemte Følelse af Synd, som uden Hensyn til religiøs Tro kan nedsænke sig i Sindet hos mange Mennesker paa en Sommeraften, naar Kirkeklokkerne ringer Solen ned over et fredeligt dansk Landskab. "Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægeligt Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem véd? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig." Thi "der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vore svage Øjeblikke." Den – og ikke Helvedeslæren – er det sande store Spøgelse i Henrik Pontoppidans lille Fortælling, hvis Sprogkunst minder om Violoncellens dybe, sørgmodige Tone – en afklaret Aftenhimmel, som spejler sig dybt i blankt Vand.

(C.E. Jensen)