Det største håb

Den 9. november 1989 sluttede en epoke. Den dag gik der hul i Berlinmuren. Få dage forinden havde 1 million østtyskere demonstreret på Alexander Platz i Berlin under slagordet ´Vi er folket´. Stemningen var euforisk, og i tusindvis strømmede østberlinerne til grænseovergangene, hvor champagnepropperne sprang, trabierne osede og tidligere fjender omfavnede hinanden i en rus af håb til en ny og bedre verden. Den kolde Krig var ophørt.

Det største håb er forfatterens erindringer fra rejser i det gamle Østeuropa - fra midten af 70’erne og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Rejserne fandt sted som arbejderdelegationer, hvor øst og vest
mødte hinanden som ´manden på gulvet´ og bekræftede hinanden i, at Den kolde Krig og dens fjendebilleder var en bedre verden værd.
Rejserne bringer læseren til Leninværftet i Gdansk, arnestedet for Solidarnosc, hvor værftsarbejdere i 80’erne skrev verdenshistorie, da de brød kommunisternes magtmonopol og skabte et nyt Europa. Rejserne bringer læseren til ´den lukkede værftsby´ Nikolajev ved Sortehavet, hvor 90.000 værftsarbejdere med Gorbatjovs reformer pludseligt skulle lære åbenhed og demokrati.

Det største håb fortæller også historien om Erich Honecker, der i 1959
besøgte København – på diplomatpas og i lodret strid med officiel dansk politik over for DDR.

Det største håb er historien om, hvad der bragte de kommunistiske østlande til fald. Da undtagelsestilstandene ophørte, og hverdagen tog over, brød landene bag Jerntæppet sammen. Et genforenet Europa lå forude.