Det mindst ringe

En demokratisk
indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i
Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et
tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen
om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også
tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på
bedre tider var stærk. I ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch skulle
det nye fulde demokrati være samtale og søgen efter en fælles forståelse. De
nye velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang
ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end
økonomi.

Bogen tegner et billede af,
hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den
ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede.