Det kunstige paradis

Charles Baudelaires (1821-1867) klassiske essayistiske værk Det kunstige paradis består af to dele, hvori han analyserer og beskriver effekten af henholdsvis hash og opium.
Første del, "Et hash-poem", er fremfor alt baseret på forfatterens egne erfaringer, der nok ikke har været beskedne, skønt han særligt bruger bekendtes historier til at eksemplificere. Man skal huske at hash, på Baudelaires tid, fortrinsvis blev indtaget i større doser, i en slags marmelade, som i Arabien, og at effekten følgelig var voldsommere end ved vor tids foretrukne anvendelse, nemlig i joints. Og hvor mange af forfatterens påstande om stoffets påvirkning af den menneskelige psyke er meget rigtige og generelle, må andre nok i særdeleshed siges at hentyde til dets påvirkning af Baudelaire selv.
Andel del, "En opiumsæder", består af uddrag og analyse af den engelske forfatter Thomas de Quinceys berømte værk, En opiumsæders bekendelser. Man skal hér huske på at Baudelaire oversatte uddragene fra engelsk til fransk og at den foreliggende oversættelse af disse altså er en oversættelse af en oversættelse.
“Jeg vil gerne sige til alle dem som har ønsket en balsam, et nepenthes, til at lindre daglige smerter, der forstyrrer en almindelig livsførelse og håner enhver viljesytring, til alle disse, de syge i ånden og de syge i kroppen, vil jeg gerne sige: den som er uden synd, i handling eller intention, lad ham kaste den første sten på vor sygdomsramte helt!"