Verden før var en verden af pligter. Verden efter en verden af rettigheder.
Historikeren Henrik Jensens ”Det faderløse samfund” bygger på den formodning, at man i den vestlige kulturhistorie kan identificere to normative komplekser, som vi alle i forskelligt omfang er bærere af – en pligtkultur, som har sine dybeste rødder i kristendommen og i den gamle agrare verden, og en rettighedskultur, som er en celebrering af individet og begynder sin langstrakte udspaltning af det kristne verdensbillede i tiden omkring renæssancen, for siden at vokse sig til modkultur gennem oplysningstiden, den franske revolution, romantikken og det 20. århundredes katastrofer.
Uanset hvor og hvornår man slår ned i de sidste århundreders vestlige kulturhistorie, står disse to kulturer over for hinanden som normative komplekser med hver sine værdier, normer, dogmer, ansporinger og forbud.
En verden af pligter er en verden af autoritet og en verden af skyld. Igennem mange århundreder bandt de tre, autoriteten, pligten og skylden, individerne sammen til et samfund. De var pengene i den gamle verden. I vores verden er rettighederne det dominerende princip i forholdet mellem individ og samfund. Pligten og skylden er der ikke rigtig længere, bortset fra som fortrængning. Det føles som frihed, men en sådan verden kan ende som en manipuleret, atomiseret masseverden af individer i evig konkurrence, en verden af skuffede rettighedsbærere. En verden af ofre.
Det faderløse samfund er en monumental kulturhistorisk afdækning af fader- og autoritetstabet i det 20. århundredes Europa fortalt gennem centrale skikkelser som Max Weber, Freud, Jung, Kafka og ”den uregerlige søn” over dem alle, psykologen og anarkisten Otto Gross. Og samtidig en kras kritik og analyse af de vestlige velfærdsstaters aktuelle krise.
