Per Petterson (f. 1952 i Oslo) debuterede i 1987. To af hans romaner er allerede kommet på dansk: Til Sibirien, som blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og I kølvandet, som indbragte forfatteren den prestigefyldte Bragepris. Per Petterson er oversat til engelsk, tysk, fransk, rumænsk, hollandsk, færøsk, russisk.
Det er okay med mig er en barsk og handlingsmættet historie om at vokse op i en forstad til Oslo i 1970erne. Vi følger hovedpersonen og jeg-fortælleren Audun Sletten fra han starter i en ny skole 13 år gammel og til han bliver 18 og dropper ud af gymnasiet og tager arbejde på et trykkeri. Audun spiller rå og hård for at skjule de sår han bærer på efter at han og moren er flygtet fra den alkoholiske og voldelige far, som konstant spøger i kulisserne. Lillebroren Eigil drukner i en bilulykke, og søsteren flytter sammen med en filejs som tror han er James Dean. Moren er vild med Jussi Björling og opera, mens Audun hører Jimi Hendrix og Bob Dylan - for at rense hovedet. Han har svært ved at finde en mening i det der sker omkring ham og handler i en slags blind protest. I skolen bliver han ven med Arvid, og i en tid hvor Vietnam-krigen sætter sine spor og folk engagerer sig politisk, finder Audun og Arvid sammen i et litteraturens fællesskab hvor heltene hedder Maxim Gorkij, Jan Myrdal og Jack London. Audun identificerer sig med Jack Londons Martin Eden og drømmer om at blive forfatter.
Kronologien i romanen brydes af flashbacks, sproget er knivskarpt og maskulint, men historien er fortalt med den varme og lavmælte humor som kendetegner Per Petterson.
Uddrag fra norske anmeldelser:
"Den er god. Den er virkelig god ... Teksten gnaver i dig, driver dig videre. Det gør stor litteratur." Ingvar Ambjørnsen, VG
"Per Petterson har skrevet en lavmælt, men storartet roman." Einar O. Risa, Stavanger Aftenblad
". tidløs, humoristisk og med en sjælden nerve af fortælleglæde." Mode, Puls
" Det er sproget som kendetegner Pettersons roman. Gennem sproget fremmaner forfatteren en stemme, en krop, en tid, en sjæl. Læseren involveres, lugter, smager, mærker. Petterson sliber ordene ned til kun en lav hvisken, en udslettelse, og så pludselig, slår han til ... Gennem hele teksten strømmer en varme, en ømhed for det latterlige, forgængelige menneske." Linn Ullmann, Dagbladet
