Det er kvinder som mig, de kalder ofre

Razan Haugaard blev som kun 13-årig gift med en kurdisk frihedskæmper. Hun måtte forlade sin hjemby i Irak og flytte til hans tilhørssted i bjergene. Her føder hun sit første barn. Men kort efter må den lille familie flygte, fordi Saddam Husseins tropper efterstræbte kurderne. De kommer først til fods til Iran, hvor deres andet barn bliver født, og senere ved hjælp af menneskesmuglere til Europa – til Nykøbing Falster.
For Razan var en stor lykke at komme til Danmark. Hun lærte hurtigt sproget, kom i skole og begyndte at uddanne sig. Det var sværere for hendes mand. Han trivedes ikke med den udadvendte kone, og deres ægteskab udviklede sig efterhånden til et mareridt.
Parret bliver skilt og Razan begynder for alvor udvikle sig som menneske. Hun bliver både gift, mor og skilt igen og ligner på den måde mange af de danske kvinder, hun omgiver sig med. Men hun bærer på en tungere bagage end de fleste. Bogen fortæller om flugt, kærlighed, svigt, sorg og familie samt om at stå delt mellem to kulturer.
Razan arbejder i dag selv med at integrere flygtninge- og indvandrerkvinder i det danske samfund. At bruge sine egne erfaringer og sin stærke livskraft til at hjælpe andre kvinder er i dag Razans store glæde.