Der er noget jeg gerne vil sige

Var musiklivets såkaldte avantgarde i det 20. århundrede i mangt og
meget et doktrinært og samtidig også et lidt forkælet foretagende?Hvorfor
er ”forskning” hverken en rigtig eller dækkende betegnelse for
nutidskunstnerens arbejde? Og hvorfor synes der at være en politisk
interesse i, at nutidskunst fremstår, som om det er en form for
forskning?
Er de klassiske kvalitetskriterier inden for klassisk musik mere almengyldige end først antaget?Hvad inspirerer én, når man komponerer?Er der meget vi må huske at takke 68-oprøret for?Er der meget i 60’ernes og 70’ernes visioner om et demokratisk, men grundlæggende anderledes samfund, der nødigt skulle gå tabt?”Reformkatolik” - er det noget, man kan være i vore dage? Og hvorfor så ikke hellere bare være medlem af Folkekirken?Burde det, som man i gamle dage kaldte en ”dannelsesrejse” til Sydeuropa, navnlig Italien, også have sin aktualitet i dag?Havde digteren Johannes Jørgensen ret i, at alt slags vejr er smukt?Disse
og en lang række andre spørgsmål, samt også lidt om sin egen både
italienske og franske afstamning, forsøger denne bogs forfatter, der er
født i 1944, at sige noget fornuftigt om.