Det første skridt mod velfærdsstaten blev taget i Danmark i 1891 på alderspensionsområdet. Danmark indførte som det første land i verden en generel ret for enhver indbygger over 60 til at modtage alderspension, hvis der var brug for det.
I dag opfattes de fleste moderne stater i Europa som velværdsstater, men disse velfærdsstater er indrettet efter vidt forskellige principper. Spørgsmålet er, om den nye kirke, som fødtes i Skandinavien med reformationen, har haft betydning for den særlige udformning de skandinaviske velfærdsstater har fået?
Kun i de nordiske lande har man satset på universalistiske ordninger, d.v.s. ordninger, der principielt er ens for alle borgere.
Politologen Tim Knudsen skriver om tilblivelsen af den universalistiske verfærdsstat.
Kirkehistorikeren Per Ingesman ser på kirkens betydning for den moderne stat.
Historikeren Harald Gustafsson præsenterer landpræsten i Norden i 1700-tallet og 1800-tallet, og ser på præstens rolle som skæringspunkt mellem staten og undersåtterne.
Historikeren Thyge Svenstrup skildrer biskop Martensens "etiske socialisme" i 1870-erne, som er et vidnesbyrd om at ideen om velfærdsstaten eksisterede i Danmark på et meget tidligt tidspunkt.
Bogens sidste bidrag er kirkehistorikeren Berge Furres sammenstilling af kristendomssyn og politisk stillingtagen i norske partier i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
