Den hvide sten

Der findes en slags hvide sten som er så smukke at man absolut må have dem.
Der må helst ikke findes en eneste mørk plet på stenen, og er man rigtigt heldig, er den også rar at have i hånden.

Fie havde sådan en sten. Hun havde ikke tænkt sig at give den til nogen. Men så traf hun Hambus, som lovede at male øjne, næse og mund på kirkeklokken, hvis han fik den. Og trække af sted med elefanter, sagde han. Sådanne ting er småsager, når man ved, at man får den hvide sten.

Men der findes vanskeligheder, som tårner sig op alle steder. Vanskeligeheder som store, vrede husholdersker, herredsfogeder, der lader som om at de snorker, og andre umennesker, som er svære at have med at gøre. Alt kan være imod én, så man næsten ikke vil være med mere. Men den hvide stens magi overvinder alt. Den skulle i hvert fald gøre det, hvis det er rigtigt.

Copyright ©, Gunnel Linde, Branner og Korch
Oversat af Ellen Kirk fra Den vita stenen

Lydbogen er indlæst af Esther Rützou

lege, fantasi, udenfor, ensomhed, venskab