Den glemte inkvisition

Pisken smældede på værtshusholder Otto Nagels ryg i fængslet, hvor han i 1818 sad inde for at stå i spidsen for en tyvebande. I de mørke celler levede de indsatte ikke kun af vand og brød, for den hårde kost bestod også af vold og lang varetægt. Mistænkte havde ikke mange chancer for at bevise deres uskyld. Ville de ikke tilstå, røg de ofte ind på ubestemt tid. Så kunne de lære det. Forhørsdommere, betjente og arrestforvarere lyttede nemlig ikke til folk fra samfundets bund. Grundloven fra 1849 lovede dog bod og bedring i stedet for mishandling af misdæderne, men først i 1919 trådte Danmark med retsreformen ud af enevældens og politistatens skygge. Nu skulle retssikkerhed erstatte magtarrogance.
Lars Andersen, lektor i historie ved Aalborg Universitet, fortæller om 1800-tallets gale og geniale forhørsdommere, der jagtede brutale forbrydere og uskyldige tjenestepiger.