Den gamle Adam

Med stor humor og ironi lader Pontoppidan den noget naive og romantiske jeg-fortæller i romanen indse, at fantasierne har spillet ham et puds, og hans idealforestillinger om livet og de kvinder, han møder på et fynsk badehotel, viser sig som rene illusioner. Den romantiske kærlighed afsløres som basalt driftsbegær. På badehotellet, hvor jeg-fortælleren for en stund har forladt de dagligdags borgerlige rammer, bryder de urgamle basale driftsinstinkter igennem på bekostning af moral og fornuft. Den desillusionerede jeg-fortæller finder et alternativ til dette liv i den asketiske livsførelse, han møder hos den kloge og kyniske Dr. Levin, men hvilken livsførelse, der er at foretrække, lader Pontoppidan som vanligt stå åbent.



"Bogen er af en mild Ironi, der gennemtrænger alle dens Blade. ... det er en overmåde underholdende og vittig lille Fortælling." – Edvard Brandes, Politiken, 1894



"Hvad den nutidige læser ... kan nyde ... er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren." – Jens Smærup Sørensen