Den evige ægtemand

Den evige ægtemand er fra 1870 og anses for en af Dostojevskijs mest velkomponerede romaner i sin logiske opbygning. Romanen behandler og analyserer forholdet mellem Don Juan-typen Veltjaninov og hanrejen (den evige ægtemand) Trusotskij i en spændingsmættet opbygning, hvor Trusotskij efter hustruens død opsøger Veltjaninov og konfronterer ham med en fjern fortid, hvor han kom i ægteparrets hjem som ven – eller havde han været mere end blot en ven? Som vanligt i Dostojevskijs romaner karakteriseres personerne gennem deres dialog og viser sig langt mere komplekse end de klichetyper, de repræsenterer, ligesom forholdet imellem dem til stadighed skifter fra underlegenhed til overlegenhed.



"Dostojevskijs perfekte roman Den evige ægtemand er kommet i ny mundret oversættelse. Den er stærkt underholdende. Den evige ægtemand indeholder essensen af hans temaer. Den er klassisk i sin konstruktion og minutiøs og virtuos i sine dialoger og dermed i skildringen af det fluktuerende evigt skiftende magtforhold mellem hovedpersonerne." – Marie Tetzlaff, Politiken, ♥♥♥♥♥♥



"Den evige ægtemand hører muligvis ikke blandt Dostojevskijs mest kendte værker, men hvis dét skulle få nogen til at tro, at det ikke kan måle sig med mastodonterne Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov og Idioten, kan nogen godt tro om igen! ... Anskaf hurtigst muligt denne bog. I vil ikke fortryde det. ... Denne bog er pligt- og lystlæsning i én og samme indpakning." – Marie Guldager, Litteratursiden



"… man mærker bag den beske selvironi en overlegen humor, der på grund af emnets selvbiografiske karakter virker betagende i sin menneskelige storhed. Desuden er dette møde mellem den bedragne ægtemand og hustruens elsker fra for ni år siden så mesterligt komponeret, at det i sine få, hektiske scener åbenbarer alt." – Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad



"I Den evige ægtemand når Dostojevskijs beherskelse af hans specielle dialog – en dialog, hvis ord er ladet med uudtalt betydning – måske toppen af perfektion. Scenerne mellem Veltjaninov og Trusotskij, hvor de hver især svarer – ikke på det den anden siger – men på det de ved eller fornemmer, den anden har ladet uudtalt, er fyldt med en hypnotisk spænding, som er fuldt på højde med scenerne mellem Ivan Karamazov og Smerdjakóf, og måske mere psykologisk spidsfindig, da elskeren og hanrejen skifter roller." – Joseph Frank, Dostoevsky – The Miraculous Years, 1865-1871