Den etniske udrensning af Palæstina

Israelerne kalder den palæstinensisk-israelske krig i 1948 for ”Uafhængighedskrigen”, men for palæstinenserne vil den for altid være Nakbaen, ’katastrofen’. Samtidig med oprettelsen af staten Israel førte krigsafslutningen til en af de største tvungne udvandringer i nyere tid. Under tvang blev omkring en million mennesker fordrevet fra deres hjem, civile blev massakreret, og hundreder af palæstinensiske landsbyer blev med koldt overlæg ødelagt. Selvom sandheden om massefordrivelsen systematisk er blevet fordrejet og undertrykt, ville man, hvis den havde fundet sted i det enogtyvende århundrede, ikke have tøvet med at kalde den for ’etnisk udrensning’.

Den fremtrædende israelske akademiker Ilan Pappe slår lidenskabeligt til lyd for international anerkendelse af denne tragedie. Hans banebrydende og kontroversielle arbejde kaster nyt lys over den palæstinensisk-israelske konflikts oprindelse og udvikling ved at stille spørgsmål, som verden hidtil har forsømt at stille, for at afsløre den virkelige historie bag begivenhederne i 1948.

På grundlag af omhyggelig forskning, herunder i israelsk arkivmateriale, der først for nogle år siden blev frigivet, bærer Pappes levende og betimelige beretning på afgørende vis vidnesbyrd om at ’forflyttelse’ – en eufemisme for etnisk udrensning – lige fra begyndelsen var en integreret del af en omhyggeligt tilrettelagt strategi, og roden til nutidens fortsatte konflikt i Mellemøsten.