Den blå sten

En meget venlig og imødekommende, men også lidt usikker og fremmed pingvin flytter ind hos en forfatter på Nørrebro. Man går nok ikke helt galt af symbolikken, hvis man spørger sig selv: “Sig mig, er sådan en pingvin ikke hvid nogle steder og sort andre steder?” Og hvis man så samtidig tænker på andre indflyttere på Nørrebro, der opfattes som både hvide og sorte, så har man nok en fornemmelse af det poetiske greb, forfatteren tager i anvendelse.
     Undervejs lærer pingvinen både det ene og det andet om samfundet, dels i sit møde med offentlige myndigheder, dels med sit møde med nogle af menneskets hyggelige og gode påfund og tidsfordriv, som f. eks. KZ-lejre, købe-sex, ministerielle embedsmænd og almindelige drukkenbolte. I løbet af romanen ændrer scenen sig, da Albert og pingvinen må tage flugten.