De ydmygede og sårede

De ydmygede og sårede, som Dostojevskij udgav som føljetonroman i 1861 kort efter hjemkomsten fra Sibirien, er tema- og stilmæssigt en forløber for de store romaner. Den fik en blandet modtagelse hos kritikerne, der ikke alle var lige begejstrede. Det var til gengæld læserne, som ventede spændt på næste afsnit og følte med den hjemløse og ydmygede Nelly. Også Nietzsche måtte indrømme, at bogen rørte ham til tårer.



Sideløbende med historien om den fattige pige Nelly og nihilisten Fyrst Valkovskijs kyniske udnyttelse og nedværdigende behandling af moderen udspiller der sig en kærlighedshistorie mellem fyrstens søn Aljosja og hans tidligere bestyrers datter Natasja. Det udvikler sig fatalt i et trekantsdrama, da fyrsten forsøger at få Aljosja gift med den tiltalende og formuende Katja. Til sidst løber de to historier sammen i en tragisk slutning.



"Nellys historie, fortalt af hende selv, er et af de mest rystende menneskelige dokumenter i hele Dostojevskijs digtning." – Ejnar Thomassen



"Dostojevskij har skrevet romaner større end denne; men den indeholder ting, der er på højde med det bedste i hele verdens forfatterskaber." – Hans Brix