De sidste vidner

I 1985, fyrre år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, opsøgte Svetlana Aleksejevitj kvinder og mænd, der var børn under krigen, og bad dem fortælle om deres oplevelser. Bogen indeholder hundrede dybt personlige og rædselsvækkende beretninger om børn i krig.

"Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barnlige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den tid, da de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord." – Svetlana Aleksejevitj


Om "De sidste vidner":

"Børnenes vidnesbyrd er identiske med det, nye generationer i dag bliver udsat for i krige i Syrien, Afghanistan og Irak." – Dagens Nyheter

Om "Zinkdrengene":

"Ubærlig men nødvendig læsning." – Berlingske Tidende
"Svetlana Aleksejevitjs udgivelser hører utvivlsomt til de stærkeste tekster, der er udkommet de seneste år på dansk." – Kristeligt Dagblad, 6 stjerner

Om "Krigen har ikke et kvindeligt ansigt":

"Aleksejevitj er verdenslitteratur"- Berlingske Tidende 6 stjerner
"At lytte, virkelig lytte, til et andet menneskes stemme, er en kærlighedens kunst. Aleksejevitj har også gjort det til stor litterær kunst." – Politiken, 6 stjerner



Svetlana Aleksijevitj (f. 1948) er født og opvokset i Hviderusland i det tidligere Sovjetunionen. Efter at have boet i Göteborg og Berlin bor hun nu i sin hjemby, Minsk. I 2012 udkom "Krigen har ikke et kvindeligt ansigt", som fortæller den ukendte historie om de cirka en million kvinder, der kæmpede i den røde hær under anden verdenskrig. Bogen er den første bog i Svetlana Aleksijevitjs hovedværk, en cyklus, som hun kalder "Utopiens stemmer".