Som forholdene var, med åens store årlige oversvømmelser af de vidtstrakte
enge, blev der ikke plads til én større by ved broen og vadestedet.
I stedet for én blomstrende købstad, måtte der nødvendigvis opstå en mindre by på hver side i passende afstand fra vandmasserne. Sønderby på sydsiden og Nordby på nordsiden, så at sige to halvbyer.
Én by blev det aldrig.
I stedet vogtede de på hinanden. Kom der rejsende nordfra, var træbroen
mærkeligt nok ofte ufarbar, så der måtte gøres ophold på nordsiden. Var
der rejsende sydfra, skulle broen nok være i orden, for den var Nordbyfolkenes ansvar. På sydsiden kunne det derimod knibe med straks at finde førere til turen gennem oversvømmelserne, når de rejsende så ud til at
have penge. Til trods for den korte afstand mellem byerne, adskilte vandmasserne de to befolkninger så meget, at den, der har øre for det, den dag i dag kan høre en dialektforskel.
