Dansk Statsbygning

Bogens første del, Europæisk statsbygning, omhandler udviklingen af det europæiske statssystem. I den interstatslige rivalisering, som et godt stykke ind i det 19. århundrede gjorde krig eller forberedelse til krig til staternes hovedbeskæftigelse, måtte enhver stat oparbejde midler til at møde det ydre pres, som andre stater lagde på dem. Den adækvate reaktion på et stort ydre pres ville være at opbygge et centraliseret bureaukrati, hvor der lå magt nok bag, til at dette bureaukrati kunne organisere en effektiv udtrækning af ressourcer af statens territorium til at opretholde stående hære, som det skete under absolutismen. Det evnede den polske statselite ikke. Det gjorde til gengæld den preussiske og den danske. For lande der ikke var udsat for et geopolitisk pres, var centralisering og bureaukratisering ikke i samme grad nødvendig.
Dette synspunkt udspringer primært af en forståelse af statsbygningsprocessen som resultat af dels staters adækvate svar på den interstatslige rivalisering - kendetegnet ved den europæiske udvikling er, at krige skaber stater, og stater skaber krige - dels som resultat af forskellige klassekonstellationer i den politiske udvikling, dels af kirkens rolle i staten. Staten kan således ikke reduceres til et udtryk for samfundsklassernes indbyrdes relationer, men den kan heller ikke ses uafhængigt af karakteren af det civilsamfund, den dækker. Staten har en vis grad af autonomi.