Tyngdepunktet i dette bind om dansk skulptur i det 19. århundrede ligger hos to af Thorvaldsens efterfølgere, nemlig H.E. Freund og J.A. Jerichau. Gennem deres værker kan man følge stilskiftet i forrige århundredes billedhuggerkunst, fra rendyrket nyklassicisme, til et mere dynamisk kunstnerisk udtryk, hvor såvel kroppens som sjælens bevægelser anskueliggøres.
Freunds eksperimenter med at overføre et klassicistisk formsprog til emner fra den nordiske mytologi hører til periodens væsentligste og mest interessante fornyelser. Jerichau opnåede internationalt ry med Panterjægeren, der med sin dramatiske realisme brød med den strenge klassicisme. Det var Carl Jacobsens erklærede mål via sin samling at afrunde billedet af 1800-tallets danske skulptur efter Thorvaldsen, som allerede tidligere i århundredet havde fået et museum for sin kunst.
