Dansk i nullerne

”Altså-altså-azå, jeg menner, hvad skal vi, hvad skal vi stille OP med-med-med øhh det-øh, det-øh paraDOKS altså, at-at-at Guds søn, altså, Guds eneste søn altså, at han-hanøh blev korsfæstet altsåøh.”

Sådan siger en præst i en radioudsendelse, Jørn Lund har lyttet til. Det er ganske almindeligt spontandansk med tilløb, pauser, forbehold og alt det andet, der hører hverdagssproget til. Men indimellem kan det blive for meget, selv for en sprogprofessor, der har lagt øre til lidt af hvert.

Jørn Lund stiller skarpt på det danske sprog i nullerne – årtusindets første årti - en tid, hvor de unges talesprog tog endnu et skridt i retning af et mumledansk, som for ældre mennesker er svært at skelne fra telefonens summetone. En tid med gang i sproget, hvor danskerne lærte at sms’e, google, powernappe og speeddate. Og en tid, der med sine mange klicheer og distance-blænderord gav vilde udslag på Jørn Lunds indre floskomat og ofte gav ham lyst til at uddele ti-stille-plastre.

Spændvidden er stor, når Jørn Lund gør sproglig status og undersøger de forskydninger, der hele tiden næsten umærkeligt sker i udtalen, i ordenes betydning og i brugen af mere eller mindre faste vendinger.