I en tid hvor grænseløsheden dominerer og sætter sit aftryk – nærmest totalitært – over alt, i hjerter og sind, og i en tid hvor globaliseringen er blevet epokens ydre udtryk, der har Søren Krarup i sit forfatterskab bestandigt fremhævet grænserne som en central kategori.
Siden (1960) 1969 har Søren Krarup markeret sig som en uforsonlig kritiker af radikalismen, kulturradikalismen og af traditionsløsheden inden for undervisning og politik, opdragelse og familie, og han har med stor myndighed skrevet om det moderne sammenbrud og advaret mod en humanistisk totalitarisme.
I det økonomiske hovedværk, Velstand uden vækst, der udkommer samtidig med Krarup, anfører Tim Jackson at oldtidens visdom ikke betragtede begrænsninger som forhindringer, men som et vilkår for velstand. Hvad enten vi anskuer tingene nationalt eller ikke, så bliver resultatet. tankevækkende, at Søren Krarups kamp for danskheden så langt fra kun kan betragtes som et bakspejlsfænomen.
Søren Krarup fik sit gennembrud med Demokratisme, og i Dansk genmæle rummer et af bogens essays en bemærkelsesværdig kritik af en af demokratismens og samarbejdspolitikkens talsmænd, Hal Koch.
Som enhver ved, har Søren Krarup været toneangivende i kampen for bevarelsen af dansk kultur og kristendom – og samtidig gennem DF været en energisk inspirator i kampen for det forkætrede og helt umoderne begreb: GRÆNSER. Det har gjort ham til et yndet hadeobjekt ikke mindst i det kreative københavnske borgerskab.
