Hassan er Amirs bedste ven. Det er ikke noget, der tales om, for man kan ikke være ven med sønnen af en tjener. Men det er de, og tilsammen udgør de et formidabelt par under den årlige drageturnering. I 1975 går det dog grueligt galt. Hassan må pludselig forlade det hjem, han har haft hos Amirs familie, og da krigen kort efter bryder ud, tvinges Amir og hans far til USA.
Det er muligt at gøre uret god igen. Det er de ord, der runger i Amirs ører, da han mange år efter kaldes tilbage til Afghanistan. Den sorte samvittighed overdøver nu alle advarsler, for dette er hans sidste chance for at sone den synd, han begik mod sin barndoms bedste ven.
Pressen skriver:
»Der er sider i Drageløberen, man ikke kan læse, fordi man må se gennem glædes- og smertetårer, og bogstaverne forsvinder som vejskilte i silende regn [...] Der er sommerdage, man føler, at man spildte, men ikke den uge, man læste Drageløberen.«
– Johannes Møllehave, Politiken
»Jeg indrømmer gerne, at jeg voldlæste denne roman... og græd. Man er som læser i selskab med en fantastisk historie med en hel vifte af dybe, menneskelige grundtemaer [...]Denne roman er voldsom fiktion og fattelig virkelighed. Læs den dog!«
– Kristeligt Dagblad
»En historie, man ikke glemmer igen. Fordi den er uskyldig, grum, rørende. Fordi den er medrivende fortalt.«
– Jydske Vestkysten
»Hjerteskærende... en smukt fortalt, gribende historie.«
– Berlingske Tidende
»En fremragende, moderne skæbnefortælling... Drageløberen er endnu et eksempel på, hvor vigtig den såkaldte immigrantlitteratur er for vores forståelse af verden her og nu.«
– Fyens Stiftstidende
»Svigt, skam og soning er den treklang, der danner det psykologiske grundmønster i denne pageturner af en roman...«
– Politiken
