Cthulhu-mytologi #2: Gylperen

Private eye Harry Norton og hans sexede assistent Tippi Tulip fra "De Hængte mænds hus" er tilbage! Året er 1929. Vi befinder os i Arkham, Massachusetts. Nogen tid er gået, siden Harry & Tippi blev drevet ud i et gruopvækkende møde med dommedagskulten De Hængte Mænds Orden, men selvom makkerparret tilsyneladende klarede frisag dengang, spøger fortiden stadig. Det begynder med nogle mareridt. Snart viser det sig, at mareridtene ikke blot er budbringere fra en fortid plettet af dunkle begivenheder, men også bærer dyster vidnesbyrd om en fremtid, som kaster Harry og Tippi ud på en ny opgave. En gammel kending fra Cape Cod-mysteriet i 1928, professor Quinn, er nu i Murnien for at lave noget feltarbejde for Miskatonic University. Tilsyneladende har Theodore Quinn brug for hjælp. Det bliver tydeligt for gumshoe Harry, da Quinns pludselige - og mystiske - opdukken i Arkham - uomtvisteligt viser sig at have forbindelse til et uforklarligt dødsfald. Vanviddet, som viste sit afskyelige fjæs ved Cape Cod-affæren, er blusset op igen. Denne gang i Bolik, Murnien. En okkult orden ved navn De Sande Hjælpere er i færd med at vække den mægtige gud Mirzaqz - Hersker over al perversion og sadisme - via den morderiske udsending GraEEEz, også kendt som Gylperen. Lykkes det for De Sande Hjælpere, er Jordens situation mildest talt ulykkelig. Harry tager resolut til Murnien, og trofaste Tippi følger i hans fodspor. Sammen vikles de ind i et net af dobbeltspil og løgne. I den østeuropæiske landsby Bolik er mørket så tæt, at både ven og fjende er grå. Et vigtigt omdrejningspunkt i denne danse macabre er det okkulte skrift Vanviddets Foliant - et helvedesværk ikke uligt den sagnomspundne Necronomicon; De Døde Navnes Bog. Det bliver et nervepirrende kapløb mod tiden, som modsat the bad guys ikke lader sig standse af hverken . 45-projektiler eller en prominent kavalérgang. Harry har, klog af skade, anskaffet sig en heavy duty revolver . . . og han sørger for at gemme to kugler i tromlen. Én til Tippi . . . og én til sig selv . . .