Brød og roser

Første bind af Inge Eriksens erindringer slutter, da hun blev romanforfatter: I 1976 udkom Victoria og verdensrevolutionen, og den blev indledningen til et nyt kapitel i hendes liv.
Inge Eriksen blev født i 1935 i Skørping ved Aalborg, hvor hendes far var stationspasser. Han omkom i kz-lejr i 1945, kun et par måneder før krigens ophør. Ham stod Inge nær, det kneb mere med forholdet til moren, der opfattede det som en af sine fornemste opgaver at holde sin datter på plads. Det fik hun nu aldrig held til.
 Vi hører om skolegang i Aalborg, om arbejdspladser - Inge Eriksen har arbejdet på kontor, på reklamebureau, på avis og ved landbruget - om uddannelsen til lærer på Københavns Dag- og Aftenseminarium, en tid, hun ser tilbage på med stor hengivenhed; hun skriver om kærlighedsforhold, om et forhastet ægteskab, om sønnen, som hun efterlod hos faren - en omstændighed, hun aldrig rigtig er kommet til rette med - om sit politiske engagement.
 Inge Eriksen fortæller med både overskud og trods om et liv, der har været præget af strids- og kamplyst, altid bestemt af viljen til at gøre det, hun anså for rigtigt - og af at være parat til at tage de knubs, der måtte følge med.