Botitcelli. Floras bud

Kan livet gro? Det er svært i dag, og det var svært i Botticellis og Lorenzo il Magnificos Firenze 1470-1500. Man var udspændt. Der var realiteter: at skaffe råstoffer, markedsandele, at fastholde magt. Der var idealer levende med Dantes ord i sindet. Botticelli maler menneskene med stor skønhed, så man kan bade øjnene og glemme verden. Men der er mere. Der er sympati. Man mærker det ufri. Der er frihedsmuligheder på klem. De historiske kilder blandet med æstetisk analyse giver nyt blod til at se Botticellis malerier. Det er renæssance. Men dens varemærke, at forbinde det sande, gode og skønne, er ikke stærkt længere. Botticelli er mester i at vise afmagt. Det gør ham moderne og spændende at undersøge. Man ser unge rige kvinder strategisk gift, ensomme midt i mængden. Man ser unge mænd med stakkede kærlighedsdrømme. Dette fastlåste får modspil i billederne med løbske hårtotter og dans i linjer. Flora står fuld af blomster i kjolen, i håret, i ranker rundt om livet, i favnen, ved fødderne på jorden.       
Uddrag af bogen  Fortitudo skal vise dyden styrke. ”Hendes hoved stritter imod den vælde, dragten og tronen frembyder. Hun drejer ansigtet og ser skråt ned. Det er som om hun viger med strakt hals fra det hele med sit unge spinkle an-sigt med et mut udtryk. Hun holder om en stav med begge hænder. Hun skal herske og finde styrke. Men hvordan? … Denne skildring af styrke uden styrke kunne man godt rumme i datidens virkelighed. Botticelli giver købmændene et billede, der kan diskutere det vanskelige i deres forvaltning. Botticelli er ikke bare bestille-rens talerør … Kan købmændene varetage den evne at knytte det jordnære sammen med det åndelige? Hvorfor er hun så pansret? … Hendes pure ungdom i magtramme passer godt til situationen. I Mediciklanen er det de to unge Lorenzo og Giulio, der står for at skulle lede deres families forretninger. En af de vigtigste handelsvarer var alun, metalsaltet aluminiumsulfat. Det blev brugt til at affedte uldstoffer og fiksere farver …”       
Om forfatteren    Gitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst Dali … 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012.