Hr. og Fru Brown mødte Paddington for første gang på en jernbaneperron. Der sad han helt alene bag nogle postsække med en stor, bredslygget hat trukket ned over ørene. Om halsen havde han en seddel, hvor der stod: 'Vær så venlig at tage Dem af denne bjørn. Tak'.
Og det gjorde de så. Dengang troede Hr. og fru Brown, at det kun skulle være for nogle dage, men da først Paddington havde hilst på børnene Judy og Jonathan og fru Olsen, der passede huset, var der slet ikke nogen, der ville af med ham igen.
Paddington befandt sig også godt, selv om han var meget langt væk fra det mørkeste Peru, hvor han egentligt hørte hjemme, men han fik ristet franskbrød med marmelade hver morgen og en rigtig seng at sove i, så han kom hurtigt til at sætte pris på sit nye liv.
Til gengæld opdagede familien Brown, at det var en meget opfinsom, lille bjørn, der havde slået sig ned hos dem, og ingenting blev nogensinde helt som det havde været før.
