Hvad gør man, når man er Odenses borgmester, og voldsomt bagud på point til eks-borgmesteren med storhedsvanvid, i den igangværende kommunalvalgkamp?
Og hvad gør man, når man som knap midaldrende bliver anbragt på et af byens plejecentre af kommunen, i mangel af bedre genhusningsmulighed?
Kan en stadsdirektør, der optræder som spindoktor inkognito, og en durkdreven nyhedschef, finde fælles fodslag i kampen mod korruptionen i det toppolitiske miljø?
Find svarene i den satiriske fortælling: Bassebo-sagen
Uddrag af bogen:
Nu måtte Gisela gerne snart komme, for Basses mave rumlede. Han skottede ud ad vinduet og så taxaen holde klar. Men han kørte ikke, før Gisela havde meddelt ham programmet inklusive menuen. Han havde tre gæt på, hvad serveringen stod på. Han følte sig rimeligt sikker på at ramme rigtigt. Førstevalget var svinekam stegt som vildt med fuglereder, syltetøj, brunkartofler og masser af brun, tyk, velsmagende sovs. Mundvandet begyndte at løbe, men han forsøgte også at fokusere på de to andre gæt, som var henholdsvis stegt flæsk med persillesovs, måske endda med en pilsner, og grydestegt kylling med surt og en lækker brun flødesovs. Uh, Basse elskede den brune sovs, selvom hans Erna havde indskrænket serveringen af denne til maksimalt én gang ugentligt, da hun ikke orkede at blive ved med at sy de besværlige kiler ind i hans bukser. Endelig viste Gisela sig i døren.
“Er det noget med brun sovs?” Basse var hurtig på aftrækkeren og forsøgte at komme hende i forkøbet med sit kvalificerede gæt. Måske var det også lidt for at imponere hende.
“Nej,” svarede hun tørt. “Boller i selleri.” “Hvad!? Boll… Det kan man sgu da ikke servere for en borgmester!” tordnede Basse, ærgerlig over at få hele dagen ødelagt af en elendig amatørkok.
“Man mente, at borgmesteren skulle spise det samme, som de selv fik serveret i dag.”
Brian Larsen
Er født i 1966 og uddannet civiløkonom på Syddansk Universitet i Odense. Han arbejder til dagligt som økonomi- og personaledirektør i en mellemstor, privat eks-
portvirksomhed.
“Bassebo-sagen” er Brian Larsens debutroman.
Humoren findes overalt, hvis man blot søger efter den. Det har altid været forfatterens mantra. Med flere hundrede lejlighedssange og taler i bagagen, og med udpræget sans og interesse for humoristisk timing i sproget, ordspillet og replikskiftet, var det nærmest et kald der udmøntede sig i denne første roman.
