Barn eller fjende?

I de sidste måneder af 2. Verdenskrig søgte 250.000 tyske flygtninge, hvoraf 70.000 var under 15 år, tilflugt i Danmark. De var i en elendig forfatning, da de ankom; men danskerne var på det tidspunkt så hadefulde mod alt tysk, at man ikke så dem som mennesker i nød, men som fjender, og det blev regnet som ´unational optræden´ at hjælpe dem. Derfor blev denne flygtningeinvasion den største humanitære katastrofe i nyere tid i Danmark.
I 1945 døde i Danmark over 13.000 flygtninge, heraf 7.000 børn under 5 år.

Denne afhandling beskæftiger sig med de ca. 10.000 uledsagede børn blandt flygtningene. Behandlingen af disse børn var hård og uden indføling fra den øverste politiske ledelse. Børnene blev totalt isoleret med pigtråd og bevæbnede vagter, og dermed hindredes den empati for børnene, som måske var opstået, hvis ´almindelige´ danskere efter 1945 havde fået lejlighed til at se deres usle forhold.