Bogens tema er, at stille spørgsmål ved, om arkitektur er andet og mere end konstruktioner og byggeskik. Er arkitektur blot tag over hovedet eller er arkitektur en kunstform og som sådan med en dybere mening. Og er det muligt at synliggøre den dimension i arkitekturen, som jeg oplever som åndelig eller metafysisk.
Jeg mener, at arkitektur skal findes i en bygnings indre sprog. Oplevelsen af ensomhed og stilhed, er nok én af de mest basale følelser, arkitekturen kan fremkalde. Og det uanset hvor mange mennesker der er tilstede, uanset ydre støj. En anden stærk arkitektonisk oplevelse, er fornemmelsen af at være på et helt særligt sted. Man fornemmer noget helligt. Man fornemmer, at dette sted når ud til højere magter; at dette sted er et metafysisk redskab, hvormed der er forsøgt at indføre et genskær af evigheden i vores tilværelse.
En bygnings mentale dimension ligger ikke i de fysiske ting, men eksisterer i kraft af konfrontationen med den person der oplever den. Arkitekturens rigdom ligger i vitaliteten af de billeder, den fremkalder, og paradoksalt nok fremkaldes de billeder, der er åbne for flest fortolkninger, af de enkleste, mest arketypiske former.
