Anti-introduktionisme Nr. 8. ”Achilleus og skildpadden”. Zenons dikotomiparadokser.

Bogen fremfører en række umiddelbare overvejelser over Zenons paradokser om løbere.
Desuden gendrives et par almindelige kritikker.
Det forklares, at Zenon udfordrer ideen om at tage common sense som udgangspunkt for vor forståelse af, hvad tid er.
Da disse beretninger klart er rekursive, fremføres formelle rekursive beskrivelser af dem. En hjælp til afklaringen af paradokserne findes netop i den måde, hvorpå de er fortalt, Det konkluderes, at det er beretningen, der ikke stopper, ikke nødvendigvis løbet.
Zenons dikotomiparadoks har ifølge M. Schofield har både en højrerekursiv og en venstrerekursiv fortolkning. Forskellen fremgår af de rekursive beskrivelser.
Disse beskrivelser viser, hvordan det er muligt at komme vilkårligt tæt på nuet uden at nå det, men at vi ikke kan forklare det sidste spring ind i nuet. I nuet er vi i nuet, men hvordan kom vi dertil?
Af Aristoteles’ konklusioner følger det, at dikotomiparadokserne gælder på samme måde for tidsforløb som for passage af strækninger.
Det forklares, hvordan Zenons paradokser tydeliggør, at der er en dualisme mellem fortiden og nuet, og mellem nuet og fremtiden.