Animisme – fra klippekunst til klimakrise

Er sten levende? Kan en plante tale? Kan en figur være en bevidst person? Svaret afhænger af, hvem vi spørger – og hvornår. Både historisk og aktuelt er det en udbredt verdensforståelse, at forskellen på mennesker og dyr ikke er absolut, men flydende, og at verden er fuld af personer, der ikke er mennesker. Ånder. Nogle er afdøde forfædre i andre skikkelser, andre er dyre- og plantepersoner, atter andre er knyttet til landskaberne, vejret, solen, månen og sågar til genstande. Nogle er bare. Det kaldes animisme og er den mest udbredte verdensforståelse i tid og geografi.
Men hvorfor? En sten har jo intet hjerte, en plante ingen mund, og de døde er døde. Hvad foregår der? Det handler denne bog om. Animisme er vidt udbredt i alle kulturer og alle historiske epoker. Ikke blot blandt oprindelige folk i fjerne afkroge af verden, men også blandt stenalderjægere og oldtidens agerdyrkere og f.eks. i Nærorientens bykulturer, antikkens Grækenland og Rom, blandt vikingerne i Norden og i folklore og folketro overalt i Europa indtil begyndelsen af det 20. århundrede. Og blandt hundreder af millioner verden over i dag. 
I Animisme – fra klippekunst til klimakrise giver idéhistoriker Rune Engelbreth Larsen et nyt indblik i vores animistiske kulturarv og belyser, hvorfor tidligere tiders forklaringer af animisme som primitivitet og overtro er blevet opgivet i de seneste årtier. Og hvorfor det ikke blot har ført til nye forståelser af kulturhistorien, men også til nytænkning af klimakrisen og biodiversitetskrisen.