Angst

I René Rasmussens Angst vises hvordan angsten i vores samtid hænger sammen med de sidste årtiers sociale forandringer, der synes at have fremmet angsten. Desuden peges der på lighederne mellem psykoanalysens (Freud og Lacan) og Kierkegaards forståelse, mens den kognitive terapis fortolkning af angsten ses i relation til videnskaben, der synes at udelukke subjektet. 
Foruden Sigmund Freud synes Søren Kierkegaard at være den største inspirationskilde for Jacques Lacans indkredsning af angsten. Et berøringspunkt er forholdet mellem angsten og dens objekt, idet både Lacan og Kierkegaard mener, at angsten ikke er uden objekt. For Lacan drejer det sig om det objekt, der skal træde til som det, der skal tilfredsstille den Andens begær. For Kierkegaard er objektet ’intet’, dvs. det intet, som Ånden – ifølge Kierkegaard – ængstes for, men som den ikke kender til, da Ånden, der hviler i Adam, endnu ikke har spist af æblet fra kundskabens træ. Guds forbud mod at spise af kundskabens træ har dog indsat en ængstende mulighed hos Adam, men da Adam ikke ved, hvad denne mulighed består i, eftersom han endnu ikke har spist af træet, er angsten sat i forhold til intet. 
For psykoanalysen og Kierkegaard vedrører angsten nydelsen, mens den kognitive terapi udelukker nydelsen. Den kognitive terapi opfattelse af det ubevidste udelukker, at seksualiteten eller kroppen kan spille en afgørende rolle for angsten.