Ikke blot en kærlighedshistorie, men en historie om det brud, der kan være en konsekvens af tabet af ´den anden´ og den søgen, der retter sig mod at genvinde enhed, men også en erkendelse af spaltning som et vilkår i livet. Kønnets spaltning, det tvekønnede, er mere end en simpel spaltning af enhed i tohed.
Et reelt fravær af enhed og en mangel på centrum kendetegner Stanislaw Przybyszewskis prosaværk Androgyne (1906), hvor betingelserne for et møde mellem liv og død, mellem mand og kvinde, og mellem jeg og du behandles i en kalejdoskopisk refleksion, der i sig selv sætter spørgsmålstegn ved jeg-fortællerens identitet som ´jeg´. Blikket frigøres i Androgyne fra jeget, og deri ligger en tvehed mellem syn og refleksion, der rejser tvivl om fortællerens egentlige identitet og position i virkeligheden.
