En skæbnefortælling og debatbog om vellykket integration.
Ali Aminali var 5 år, da han måtte flygte til Danmark med sine forældre fra det islamistiske præstestyre i Iran. Efter en tryg opvækst i Ålsgårde uddannede han sig til socialrådgiver og har siden 2014 arbejdet med integration og beskæftigelse i Aarhus og Silkeborg. Han har med egne øjne set, hvordan kvinder med anden etnisk baggrund på kontanthjælp bliver behandlet anderledes end danske kvinder i samme situation. Der er en grundlæggende holdning i systemet om, at det er synd for flygtninge og indvandrere, og der bliver taget så meget hensyn, at det spænder ben for den vigtige integration.
Bogen udfolder først Alis egen historie: barndomsårene i Iran, senere skolestarten i Danmark, hvor de første tegn på en overbeskyttende integration viser sit ansigt. Bl.a. mente man, at Ali kunne have krigstraumer, på trods af at han aldrig havde oplevet decideret krig, og han blev derfor sendt til psykolog, som hurtigt kunne berolige myndighederne med, at han var sund og rask. I gymnasiet støder Ali for alvor på udfordringer, da han fra både venstreorienterede elever og fra andre indvandrere konfronteres med, at han har forrådt sine iranske rødder.
I bogens anden del fortæller Ali Aminali om sine erfaringer som socialrådgiver i integrationssystemet. Gennem en række cases udfolder han de problematikker, han mener, at både indvandrere og det offentlige er lige gode om. Sidst i bogen kommer han med bud på, hvordan Danmark lykkes med at integrere det, han kalder potentielt ressourcestærke individer.
