Hvor meget ensomhed og fremmedhed kan et menneske rumme, før sproget begynder at modsige det? Det kan ikke være nemt at gå rundt i Danmark som fremmed, måske endda som flygtning. Dels lever man ufrivilligt et andet sted, dels må man hele tiden kæmpe med de udtalte og de uudtalte krav om at være værdig til at være her.
Den irakiske digter Salim Abdalis anden digtsamling på Det Poetiske Bureaus Forlag, Alfabetmageren, tager fat på netop den problemstilling: Hvad der sker, når sproget selv ikke vil være med til tavshed længere.
Med sine syntakser
jagter alfabetet mig
når ordene nægter at
beskytte mig med blot
én meningsfuld sætning.
Salim Abdalis første digtsamling Stederne er tidens gravplads (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2015) undrede sig over fremmedheden i de nye storbyer. Som bibliotekernes fagkyndige læser sammenfattede det: ”Klassisk formede digte af herboende iraker om hjemfølelse og at være knyttet til bestemte steder. Byer som bl.a. København, Bagdad og New York er udgangspunkt for en afsøgning af jeg’ets identitet i fortid og nutid.”
I denne bog graver sproget huller i virkeligheden, med en insisterende kraft. Gennem denne bevægelse møder han efterhånden andre træk ved livet end sproget, der fortæller ham om at være menneske.
