Ægteskabet mellem vejen og udvejen

Man har troet på overensstemmelsen mellem vejen og udvejen. Man har troet på uoverensstemmelsen mellem øjets ulykke og verdens fjernheder. Øjets sang. Måske. Man har troet på uoverensstemmelsen mellem krop og ånd. Man har følt dem. Selv om det er muligt, at disse uoverensstemmelsers rødder savner enhver forbindelse til et videnskabeligt fundament. Man tog nok fejl. Så. Uoverensstemmelsernes tid er forbi. Alle veje fører frem. Ja. Nej. Men der er stadig forskel på Heinz og Pølsemandens. Ketchup. Også her kan det være svært at vælge side. Tidens metafysik har ikke besluttet sig. Endnu.

Det er klodernes kamp. Nej. Det er kulturernes sammenstød. Nej. Det er en konstant viften med absolutismens tæpper i den relative luft. Relativt rene og pæne. Luft. Klare. Måske. Nej. Ellers omvendt. Man blændes af sine egne guldkorn. Ja. Og omvendt. Gardiners relative blafren foran det absoluttes. Nødudgang. Ja, Branddør. Nej. Man tager de mildere og mere nærliggende konsekvenser af det absolutte overherredømme. Ja. Af det konkrete. Varemærke. For eksempel. Men. Her er det igen svært at vælge. Heller ikke tidens metafysik har besluttet sig. Endnu.