De folk, der er i kontakt med Aakjærs litteratur næsten hver dag, er stort set enige om, at Aakjær ikke var ateist. Han var til gengæld stærk modstander af de såkaldte religiøse, der i det religiøses navn udnytter den lille mand. Forskellen på os og forfatteren selv, er blandt andet, at vi sidder med hele forfatterskabet og med hele vor nutidige historiske og litteraturhistoriske viden og ser på de virkninger forfatterskabet har på os i dag. Blandt de mange besøgende på Jenle i dag - er Aakjærs forhold til det religiøse - noget der optager rigtig mange. På rundvisningen i Jenles Mindestuer bliver vi ofte spurgt om Aakjærs forhold til det religiøse. - Var han ikke ateist? - Han virker egentlig meget religiøs! Det er slet ikke usædvanligt, at de to udtryk kommer fra samme person, hvor spørgeren straks efter at have stillet spørgsmålet - selv giver en forklaring. Vi har på fornemmelsen, at det sidste egentlig er et forsvar for Aakjær, eller et forsvar for spørgerens eget forhold til Aakjær, en tolkning som spørgeren selv har gjort sig. Man ønsker ikke at se Aakjær som ateist, eller har svært ved at forstå ham som ateist, og tolker ham derfor anderledes. Det er helt forståeligt. Synger man Aakjærs meget lyriske sange som eksempel ”Rugens Sange” fra 1906, hvor han med stor nænsomhed tager fat på naturen og det religiøse, så er det svært at se ham som ateist.
Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn.
Når man ser på Aakjærs hele forfatterskab, sammenholdt med det liv han levede, og den interesse han udviste for en række samtidige idéer og tanker, så ser man et menneske i voldsom forandring. I sin barndom indlevede han sig i hjemmets fattige bondekultur og tilegnede sig den medviden, som denne kultur nu bød på. Livsbanen var lagt tilrettet som bondekarl, men så kom en grundtvigsk lærer ind i drengens sfære og skabte rystelser og nogle helt andre horisonter.
