9. april 1940

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 overfaldt Tyskland Danmark med overvældende styrker, og efter mindre end fire timers kamp overgav de sidste danske styrker sig efter ordre fra regeringen. Der er skrevet meget om begivenheden, men for første gang foreligger der et detaljeret værk om begge siders uniformer, udrustning og våben.

Med udgangspunkt i samtidige billeder, og flotte fotos af bevarede genstande, beskrives hvad der blev båret af de kæmpende enheder. Hvor godt eller dårligt var den danske hærs materiel egentlig i forhold til det tyske?

For den danske hærs vedkommende redegør denne bog for infanteriets uniformer ved de afdelinger som kæmpede i Sønderjylland. Derudover medtages Den kongelige Livgardes vagtuniform som blev båret under kampen ved Amalienborg.

For den tyske hærs vedkommende redegøres for infanteriets og pansertroppernes uniformer ved de afdelinger som kom i kamp, da de krydsede grænsen og ved Amalienborg.

Bogen bringer en mængde nye oplysninger, og en række detaljerede farvefotos af bevarede originale genstande fra Tøjhusmuseets samlinger. I det omfang samlingerne ikke rakte, er der anskaffet billeder fra udlandet. Bogen bringer desuden mange originale fotos fra den 9. april og dagene umiddelbart efter, som heller ikke tidligere har været publiceret.

Det var på mange måder en uvirkelig krig, både for tyskerne og danskerne. De danske soldater, og nogle af de tyske, var allerede om aftenen 9. april tilbage på deres kaserner. Folk var blevet dræbt og lemlæstet ved siden af dem, men togene gik hurtigt igen, og de kunne drikke kaffe på en café samme dag. Den forråelse, man ser senere i krigen, var endnu ikke trådt ind. Begge sider var generelt høflige og venlige over for hinanden. Tyskerne lod de danske soldater tage ´trofæ-fotos´ ved ødelagte panservogne, medens de snakkede om dagens begivenheder. Børn legede samme dag på forladte kampvogne og ved de ødelagte danske kanoner. Om morgenen frygtede man terrorbombning af København, og skræmte soldater sloges for deres liv - om aftenen var alt som var intet hændt.