Væren og hvæsen

De foreliggende digte handler i høj grad om sprog og især om ”det sprog, som hænder, der møder hænder, har i behold”. Flere steder refereres der – med afstandtagen – fra filosoffen Wittgensteins kendte tese, ”at grænserne for mit sprog er grænserne for min verden”. Hermed tænker forfatteren bestemt ikke på noget metafysisk, men snarere på noget eksistentielt. Hensigten med digtene er primært at gøre opmærksom på menneskets konkrete, oprindelige forhold til sin historie og til naturen som alternativ til tidens overfladelige og rastløse medievirkelighed. Sideløbende hermed er der mange digte, der udtrykker en hvas samfundskritik, ikke mindst i relation til eliternes ideologi.I mange digte, måske mest i dem, der handler om natteregnen, antydes tilstedeværelsen af en anden person end den, der skriver digtet. Og måske er det netop denne tilstedeværelse af en livsledsager, som digtet handler om.
Uddrag af bogenHviskende vind Dette land.Den stille vindsventen på svar.Sprogetdit.
Engang var det højene i horisonten,der var svar, svar nok til den stille vind.Og engang var det lyden af fjerne kirkeklokker,der, når de ringede solen ned,fortalte alt, hvad den stille vindville vide.
Og nu står du,hvor den stille vind beder dig bekræfte,at dette land er dit,og ved ikke, om det, der er sagtkan siges på ny, skal siges på nyeller glemmes.Men er det ikke som om,du nu hører den stille vind hviske: det, der er sagt,skal siges på ny.
Om forfatteren Severin Olesen Larsen er født i 1931 og er af profession biostatistiker, primært knyttet til medicinsk forskning på Seruminstituttet. Hans digte strækker sig lige fra erindringer fra besættelsestiden til aktuelle, stærkt kritiske tidsbilleder, men er oftest naturbeskrivelser forankret i en stærk historisk og antropologisk bevidsthed.