Stå fast i samtalen

Stå fast! Sådan lød sidste års helt store mantra i aviser og ugeblade. Pludselig
skulle vi tage nej-hatten på og smide vores selvudviklingsbøger i
skraldespanden. På denne måde kunne vi alle ryste selvudviklingsåget
af os og blive rodfæstede i vores eget liv og den danske muld.
Nej-hatten blev uddelt af psykologiprofessor Svend Brinkmann,
hvis bog Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang (2014) siden
sin udgivelse har været genstand for en heftig debat.1 Bogen er
den reviderede udvidelse af Brinkmanns klummeartikel Befri dit
liv! En 7-trinsguide (2014b), og i sin form er bogen en parodi på selvhjælpslitteratur (det er en “anti-selvhjælpsbog”), der vender gængse selvhjælpsråd på hovedet. I ironiens alvor formidler bogen en kulturkritik med grundpointen, at vi har brug for at kunne “stå fast” og modstå noget af det konstante og massive pres om personlig udvikling og selvrealisering, som findes i og uden for arbejdspladsen i vores nuværende
“accelererende samfund”.
I denne artikel vil jeg først genbesøge noget af den kritik og de spørgsmål, som for mig at se træder frem i forhold til coaching, og give nogle svar ud fra en systemisk coachingpraksis. I artiklens anden del vil jeg fremlægge nogle opmærksomheder og greb, vi i samtaler kan bruge fra Brinkmann, og således komme med bud på, hvad Brinkmanns kulturkritiske pointer kan bidrage med ind i den hjælpende samtale.