Satan og hans kultus i vor tid

I menneskeslægtens første tider var sikkert mørket den første fjende blandt naturens fænomener, som manden mødte på sin vej. Mørket selv — ikke nogen legemliggørelse deraf — blev menneskeslægtens første Satan. Først lidt efter lidt tog han form. Han blev Apap, mørkets drage — den samme som akkadernes Tiâmat, egypternes Typhon, der atter fødte Set eller Sut, hvis billede er den sorte sjakal, mørkets uhyggelige røst. Akkadernes 7 djævle, dragens syv hoveder, var født blandt bjergene mod vest, dér, hvor solen går ned. Og dér boede også egypternes store krokodille, der i sit mørke gabende svælg nedslugte Solen, Månen og de lysende stjerner, og hvis hale blandt hieroglyffer blev Kams tegn, mørkets. Mørke og lys var to tvillingprincipper, der skiftevis beherskede verden — men mørket var det ældste ifølge alle traditioner. ”Jorden var øde og tom, og mørket rugede over afgrunden”, hedder det i Genesis, før lyset blev sat. Frygten skabte de første gudeforestillinger, og mørkets guddomme var dem, der først modtog ofring fra mennesket.