Retskilder og retsteorier

Den hermed foreliggende 5. reviderede udgave af Retskilder og Retsteorier
bygger på Tvarnø & Nielsens retsteori, der kaldes europæisk, realistisk retspositivisme.

Bogen består af to dele. I Del I gennemgås de retskilder, der anvendes i juridisk
praksis. Her behandles regulering, der omfatter dansk lovgivning i vid forstand
(grundloven, almindelige love, bekendtgørelser, mv.), EU lovgivning, der omfatter
traktater (TEU, TEUF, Chartret om grundlæggende rettigheder) og EU-retlig
sekundærlovgivning (forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser)
samt folkeretlige traktater. Derefter behandles praksis (domspraksis, administrativ
praksis, retssædvaner og forskningspraksis) og uskreven ret (almindelige
retsprincipper og forholdets natur). I det sidste kapitel i Del I gennemgås
retsdogmatisk fortolkning og de teoretiske værktøjer (begreber, systematiske
snit, principper, mv.), retsdogmatikken benytter.

I Bogens Del II gennemgås de vigtigste retsteorier og teoretiske perspektiver
på retten. Her behandles naturret, hermeneutik, retspositivismen som udformet
navnlig af Hans Kelsen og videreudviklet i ’critical legal positivism’ og institutionel
retsteori, skandinavisk realistisk retsteori som udformet navnlig af Alf
Ross, kønsperspektiv på retten og retsøkonomi. Hovedtrækkene i europæisk,
realistisk retspositivisme opsummeres i bogens sidste kapitel (kap. 12).

Europæisk, realistisk retspositivisme er en syntese af retspositivismen og
Ross’ realistiske retsteori. Retten anskues ud fra en monistisk synsvinkel, hvor
danske retskilder, EU-retlige retskilder og folkeretlige retskilder ses som ét
stort, integreret retssystem. Gyldig ret (gældende ret) defineres som regler, der
anvendes i juridisk praksis, fordi anvenderne på grundlag af en retsdogmatisk
analyse finder, at de hører til retssystemet. De vigtigste former for juridisk
praksis er domspraksis, lovgivningspraksis og forskningspraksis. Det er en
forudsætning for, at en regel kan anses for gyldig ret (gældende ret) at der er
en rimelig grad af konsensus herom mellem domstole, lovgivere og juridiske
forskere.