Tjald, bhang, kif, galar, hash, tryllemuld, tosse-tobak, pot, shit, hamp, haschish, græs, marihuana, Mary-Jane, Peter Belli-tobak, den fede, canamó, fniseurt … kært barn har mange navne …
Ramón María del Valle-Inclán (1866-1936) valgte kif – fra marokkansk-arabisk kayf eller Glæde – og så tændte han en pibe kif (sikkert med stort besvær, da han var enarmet) og røg – ryg med! Det går hurtigt; det er en fed pibe … hulter til bulter, trængsel, associationernes og indfaldenes sus og bollegilde.
La Pipa de Kif er fra 1919, et af den spanske digters mere ukendte værker. Man finder hurtigt ud af, at han sandelig ikke er noget ‘blomsterbarn’; han opfanger de lyn der farer gennem hans sorte sind, og får dem forgrenet ud på papiret. Især i begyndelsen er det vildt – der er lige tændt op, og ilden buldrer – men det rabler ikke … det rapper, da det begynder at køre rigtig hurtigt. Han styrer ganske enkelt tempoet med meget korte sætninger, der hugges over med rimets økse, “sorte-kunst”, som man oplever den nu overalt.
Når man læser Valle-Inclán, blader i hans forfatterskab, kan man få en mistanke om at opbrudstiden og det såkaldte ungdomsoprør i 60’erne og 70’erne er det rene skære barnemad og epigoneri. Valle-Inclán er hippie, og ikke den første, han lægger også sporet ud til magisk realisme og absurd teater. Og så er han på det nærmeste totalt ukendt i kongeriget her.
